Dynamiske varmeregnskaber gavner hverken klimaet eller beboerne

De seneste år er der kommet et kærkomment øget fokus på indeklima og den betydning indeklimaet har for vores helbred og for bygningers tilstand. I den forbindelse spiller indeklimamålinger en vigtig rolle, fordi målinger af indeklimaet giver vigtig information, som både kan bruges til at hjælpe beboerne i en ejendom til at udvise god indeklimaadfærd, og som kan give vigtige informationer i forbindelse med blandt andet renoveringsprojekter. Men kan man også bruge indeklimamålinger som basis for afregning? Og hvordan hænger indeklima sammen med vores energiforbrug? 

Det er en interessant debat, som er yderst aktuel netop nu, hvor man i boligselskaber flere steder i landet er i gang med et omfattende forsøgsprojekt, hvor indeklimamålinger erstatter de traditionelle forbrugsbaserede varmemålinger som grundlag for beboernes varmeregning. 

I forsøgsprojektet er der i hver lejlighed blevet opsat en indeklimamåler, som hvert femte minut måler boligens temperatur, luftfugtighed og CO2-niveau. Målingerne skal øge beboernes fokus på indeklima, og som økonomisk incitament har man samtidigt valgt at knytte varmeafregningen op på indeklimamålingerne, således at beboere med et godt indeklima får en lavere varmeregning – uanset hvad deres reelle varmeforbrug er. 

Konceptet hedder ’Dynamisk varmeregnskab’, og det kan umiddelbart lyde som en win-win situation, hvor boligselskaber både stilles et sundere indeklima og et lavere energiforbrug i udsigt. Men både myndigheder, boligselskaber og beboere bør være på vagt, for konceptet med dynamiske varmeregnskaber er mildest talt mangelfuldt og gavner hverken miljøet eller beboerne.

Varmeafregning på basis af indeklimamålinger øger energiforbruget

Der er bred, global enighed om, at en ambitiøs og aktiv indsats for at mindske vores klimaaftryk er både presserende og bydende nødvendig. Det afspejles i regeringens ambitiøse målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Og det afspejles i EU’s øgede mål om 32,5 pct. energieffektivisering i 2030. I EU’s opdaterede energieffektivitetsdirektiv pålægges medlemslandene endvidere at opnå nye besparelser hvert år fra 2021 og frem mod 2030 på 0,8 pct. af det årlige, endelige energiforbrug. 

Ca. en fjerdedel af den gennemsnitlige danskers klimaaftryk stammer i dag fra deres varmeforbrug til opvarmning og varmt vand. Det er derfor afgørende, at danskerne sænker deres varmeforbrug, hvis ovenfornævnte målsætninger skal nås. 

To måder at sænke varmeforbruget på er: 1) ved at energirenovere bygningerne og derved sikre både energibesparelser og et bedre indeklima, og 2) ved at forsøge at påvirke folks adfærd i en mere energibesparende retning. 

Eksempelvis har varmeafregning som vi kender det i dag – baseret på individuelle målinger af reelt varmeforbrug – vist sig at være et godt, økonomisk incitament til at nedsætte energiforbruget. Det er derfor, EU’s energieffektivitetsdirektiv pålægger medlemsstaterne at sikre, at slutkunder udstyres med målere, som nøjagtigt afspejler deres faktiske forbrug.

Uheldigvis bygger ’Dynamisk varmeregnskab’ på en misforstået opfattelse af, at god indeklimaadfærd og energibesparende adfærd går hånd i hånd. Som konceptet omkring dynamiske varmeregnskaber præsenteres i dag, risikerer lejere og boligselskaber at købe ind på fejlagtige antagelser om, at man kan forvente energibesparelser, såfremt man afregner varmen på baggrund af indeklimamålinger, men der er intet belæg for en sådan påstand.  

Tværtimod vil varmeafregning baseret på indeklimamålinger med stor sandsynlighed føre til et øget energiforbrug hos beboerne. For det første fordi det økonomiske incitament til at spare på energien fjernes, og for det andet fordi de bedste indeklimamålinger faktisk kan opnås ved at skrue op for varmen og lade vinduet stå åbent – man belønnes så at sige for at fyre for fuglene. 

Uden incitament til at spare på varmen, må det forventes, at det samlede energiforbrug vil stige. Det undergraver effekten af grøn renovering og øger klimabelastningen.

Når forsøgsprojektet med dynamiske regnskaber evalueres, bør alle rette særlig interesse mod resultaterne for så vidt angår energiforbrugets udvikling under forsøgsprojektet – særligt sammenholdt med bygningernes energiforbrug før forsøgsprojektet og det beregnede energibesparelsespotentiale for de energirenoveringer, som i alle de deltagende ejendomme er blevet gennemført i forbindelse med forsøgsprojektet. 

Skæv fordeling af regningen blandt beboerne

Indeklima- og energiforskning fra det EU-støttede internationale forskningsprojekt ’Mobistyle’, som blandt andet Aalborg Universitet indgår i, viser blandt andet, at der ingen sammenhæng er mellem det målte CO2-niveau og det faktiske energiforbrug i boliger, og at indeklimamålinger er yderst påvirkelige af en række faktorer, som intet har at gøre med varmeforbrug. 

Således kommer eksempelvis ældre borgere, sygdomsramte, arbejdsledige og hjemmegående, som opholder sig meget i hjemmet, til at betale mere i varmeregning, hvis der afregnes ud fra indeklimamålinger, da de udleder mere CO2 i hjemmet. Ligeledes skal folk med kæledyr, folk som ofte har gæster på besøg, og familier, som bor flere personer under samme tag, betale mere med dynamiske varmeregnskaber – selvom deres varmeforbrug reelt måtte være mindre end en person, som bor alene i en stor lejlighed. 

I sidste ende risikerer lejerne og boligselskaberne endvidere at ende ud med en højere, samlet regning end tidligere. For selv om visse beboere umiddelbart vil opnå en lavere regning med dynamisk varmeafregning, fordi de opretholder et godt indeklima, vil det samlede energiforbrug for hele ejendommen højst sandsynligt stige, når der ikke længere er penge at spare ved at spare på varmen, og når gode indeklimamålinger kan opnås ved at skrue op for varmen og åbne vinduet. Ejendommen skal stadig betale for forbrugt varme, og den regning skal jo betales af nogen.

Ligeledes viser et midtvejsnotat fra Aalborg Universitet med foreløbige resultater for forsøgsprojektet med Dynamisk varmeregnskab, at beboere, som udviser energibesparende adfærd, kommer til at betale for naboernes højere energiforbrug. Således fremgår det af resultaterne fra forsøget, at lejere, som normalt har en lav varmeudgift som følge af et lavt energiforbrug, får en større regning, mens lejere med en traditionel høj varmeregning på grund af et højt energiforbrug, nu får en lavere regning med de dynamiske varmeregnskaber. Den samlede varmeregning er altså blevet omfordelt til fordel for de beboere, som har et højt energiforbrug.

Midtvejsevalueringen viser endvidere, at beboerne har svært ved at forstå beregningerne og datagrundlaget i de nye dynamiske varmeregnskaber. Det har ført til en stor stigning i antallet af beboerhenvendelser til driftspersonalet fra beboere som har udtrykt overraskelse og irritation over, at almindelig brug af boligen, som fx brug af stearinlys eller gæster på besøg, fører til en højere varmeregning.

I en af de boligafdelinger, som deltog i forsøgsprojektet, stemte 94% af beboerne nej til at fortsætte med dynamiske varmeregnskaber efter 1½ års forsøg med metoden.

Ubesvarede spørgsmål og risiko for fejlmålinger

Ud over den manglende sammenhæng mellem indeklima og varmeafregning, er der mange usikkerheder og risici for fejlmålinger forbundet med indeklimamålinger og den dynamiske varmeafregningsmodel, som man bør være opmærksom på. 

Blandt andet er dynamiske varmeregnskaber i øjeblikket knyttet op på, at én klimamåler pr. bolig er tilstrækkelig. Men anden forskning fra blandt andet det før omtalte Mobistyle-projekt, har vist, at der kan være udsving på flere hundrede procent i målingerne fra rum til rum, eftersom folk bruger deres bolig forskelligt. Det er derfor en umulig opgave at udpege ét sted i boligen til placering af en måler, som på tværs af boligen kan siges at være repræsentativ for boligen i forhold til både temperatur, fugt og CO2-niveau. 

Indeklimamålere påvirkes også af fx direkte sollys, madlavning, vinduer, lukkede døre i boligen osv. Derfor bør der som minimum opsættes en måler i hvert rum for at sikre mere pålidelige data, såfremt målingerne skal ligge til grund for en eller anden form for afregning.

Ligeledes er der pt. mange uafklarede spørgsmål omkring fx kvalitet, kalibrering, sporbarhed, manipulationssikring, kontrol og dokumentation for indeklimamålerne. Eksempelvis foreligger der i dag ikke standardiseret måleudstyr til indeklimamålinger, og det er uklart, hvilken form for certificering man påtænker til at garantere retvisende og pålidelige måling. Blandt andet driver CO2-målere i målenøjagtighed og skal kalibreres jævnligt for at opnå et retvisende resultat.

Ifølge Målerbekendtgørelsen skal de installerede målere til måling af forbrug af el, gas, koldt vand, varmt vand, varme og køling være i overensstemmelse med Sikkerhedsstyrelsens regler om måleteknisk kontrol med målere. Fugt- og CO2-målere er derimod ikke underlagt disse regler. 

Sådanne krav og standarder er fx afgørende i tvistsager, så lejere eksempelvis har mulighed for at dokumentere deres påstande om ukorrekte målinger, og så udlejere har mulighed for at dokumentere deres påstande om manipulerede målinger. 

Udover de ubesvarede spørgsmål om standardisering, kontrol og sporbarhed er der også nogle problematikker af mere etisk karakter. Eksempelvis afslører de hyppige indeklimamålinger, hvornår beboerne eksempelvis er ude eller hjemme, og hvordan deres adfærd i boligen er. Det stiller krav til datasikkerhed og kryptering, så sådanne informationer ikke kan falde i hænderne på kriminelle.  

Det er afgørende, at alle ubesvarede spørgsmål er besvaret, og at alle aspekter er blevet grundigt belyst, inden man overhovedet overvejer at åbne op for muligheden for alternative afregningsformer som eksempelvis indeklimabaseret varmeafregning. 

Ellers risikerer man med dynamiske varmeregnskaber at åbne op for en uretfærdig afregningsmodel, som rammer allerede udsatte borgere, og som risikerer at øge danskernes klimabelastning.