Forsøgsprojekterne med dynamiske varmeregnskaber er afsluttet pr. 31. december 2021, og Aalborg Universitet har offentliggjort en overordnet vurdering af forsøgene med fordeling af varmeudgifter efter principperne i dynamisk varmeregnskab.
I målerbranchen stiller vi os kritisk over for både principperne og evalueringen af forsøgsprojekterne. De fem væsentlige årsager folder vi ud her.
1) Generelle kritikpunkter til evalueringsrapporten
Kun to ud af fem ejendomme fra forsøgsprojektet indgår i evalueringen. Det er bemærkelsesværdigt og problematisk, at evalueringen ikke konkluderer på resultater fra alle ejendomme, da det ikke giver et sandfærdigt billede af det samlede forsøgsprojekt.
Desuden er der basale problemer med grundlaget for evalueringsrapporten. For at kunne konkludere, hvordan dynamiske varmeregnskaber påvirkede energiforbruget – hvad der skete, når man stoppede med at bruge denne varmeregnskabsmetode – kunne forskerne have sammenholdt energiforbruget ved dynamiske varmeregnskaber med energiforbruget ved traditionelle, forbrugsbaserede varmeregnskaber. Disse data er ikke taget med i rapporten, og det undrer, når vi ved, at de er tilgængelige. Derfor kan man spørge sig selv, om forfatterne bevidst udelader vigtig information i evalueringsrapporten?
Der er ikke generelle indeklimaproblemer i almene boliger
Der er ikke generelle adfærdsproblemer og dermed indeklimaproblemer i almene boliger. Derfor er følgende citat misvisende. Selvfølgelig skal der være fokus på et godt indeklima i boligerne. Men det skal adskilles fra varmeregningen.
I rapporten står: ”I boliger, hvor der spares meget på opvarmningen ved at holde temperaturen lav og begrænse ventilation og udluftning, er der en risiko for, at der opstår meget høje koncentrationer af fugt og kuldioxid i indeluften. Det øger risikoen for omfattende vækst af skimmelsvampe på boligens indvendige overflader, og det øger risikoen for træthed, hovedpine, nedsat produktivitet og øget forekomst af mere alvorlige sygdomme blandt beboerne. Meget stor nøjsomhed omkring opvarmning kan således medføre øgede vedligeholdelsesudgifter og tab af sundhed blandt beboerne. Disse tab er naturligt nok vanskelige at prissætte, men de kan overstige de sparede varmeudgifter meget betydeligt.”
Hvis et lejemål ikke anvendes, som det er designet til, er der risiko for at skade lejemålet og beboerne. Ligesom hvis man har en grill tændt indenfor, kan der opstå brand. Og hvis man har et badebassin indenfor, kan der ske en oversvømmelse etc. Derfor skal man selvfølgelig tage de forbehold, der er behov for – f.eks. jævnlig udluftning – for at sikre fornuftige beboeradfærd. Men det har ikke noget med varmeregningen at gøre. De få beboere med dårlig adfærd ved typisk ikke, hvad de skal gøre anderledes, og derfor giver det ikke mening at straffe dem økonomisk over varmeregningen. I stedet bør det løses gennem måling af f.eks. fugt eller andre indeklimaparametre. På den måde kan de få lejligheder med problemer let udpeges, så de kan håndteres professionelt, og så beboerne kan få vejledning til at justere deres adfærd. Derfor må løsningen være at lære beboerne at anvende deres radiatorer korrekt. På den måde opnår vi også store effektiviseringer i sektoren, herunder lavere energiforbrug.
Dårlig forsøgsplanlægning
I rapporten står: ”En del af den utilfredshed, som kommer til udtryk i flere interviews, kan hænge sammen med en generel usikkerhed omkring gennemførelsen af demonstrationsprojektet og om, hvordan systemet fungerer. Der er desuden en bred kritik af information og inddragelse i projektet. Det udtrykkes af flere, at hvis demonstrationsprojektet havde været udført på andre måder, med færre fejl og bedre information, ville det måske have været en større succes.”
Dette citat fortæller ikke kun, at mere information til beboerne havde gavnet resultaterne af forsøgene. Det fortæller også, at forsøgsplanlægningen har været dårlig, hvilket normalt er basalt i forskningsmiljøer.
Forsøgsplanlægning kan forklares med udgangspunkt i medicinstudier. Her anvendes som regel en testgruppe og mindst tre referencegrupper for at eftervise virkningen af et nyt produkt.
- en gruppe modtager produktet og information
- en referencegruppe modtager et placeboprodukt og samme information som gruppe 1
- en referencegruppe modtager kun information
- en referencegruppe modtager hverken produkt eller information (de afspejler dermed samfundets udvikling)
Når evalueringsrapporten af dynamiske varmeregnskaber næver, at beboerne skulle have haft mere information, tillader vi at spørge, hvilken referencegruppe de baserer denne viden på? I forsøgsplanlægning, hvor man skal sammenligne et produkts virkning med et andet, udføres ofte mindst otte grupper for at sikre, at effekten alene kan tilskrives produkternes virkning – og derved kan man udelukke indvirkningen fra andre faktorer og generelle samfundstendenser, som at vi skal spare på energien, undgå naturgas, mv. Det er ikke gjort i forsøgene med dynamiske varmeregnskaber
Derfor er konklusionen på et 100 pct. udokumenteret videnskabeligt niveau.
Forbrugsbaserede varmeregnskaber korrigerer for udsat beliggenhed
I rapporten står: ”Med så stor afhængighed af de tilgrænsende lejligheders temperatur, der jo ikke kan påvirkes af adfærden blandt den aktuelle boligs beboere, som Figur 1 viser, vil varmeregnskaber baseret på varmefordelingsmålere have en betydelig omfordeling af varmeudgifter i relation til overførslen af varme mellem boligerne. Dette kan af de enkelte beboere opleves som et lotteri udenfor egen indflydelse.”
Det er korrekt, at der i nogle lejligheder er et større varmetab end i andre. Det kan f.eks. være tag- og gavllejligheder, der har flere ydervægge. Men det er ikke korrekt, at beboerne ikke har indflydelse på deres egen varmeregning. Selvom varmetabet er højere i f.eks. gavllejligheder, får beboerne ikke en højere varmeregning. De traditionelle varmeregnskaber skal ifølge lovgivningen kompensere for varmetabet, og tage højde for udsat beliggenhed, så alle beboere får en fair varmeregning på baggrund af deres forbrug. Boligselskaberne korrigerer varmeregningen for udsat beliggenhed. Korrigeringen laves på baggrund af en varmetabsberegning, som laves af fagpersonale, f.eks. ingeniører.
På den måde sikrer den nuværende lovgivning, at varmeregningen fordeles retfærdigt mellem beboerne. Samtidig sikrer den nuværende lovgivning, at den enkelte beboer betaler for sin egen regning og derfor har et økonomisk incitament til at spare på energiforbruget – til gavn for klimaet.
2) Dynamiske varmeregnskaber øger energiforbruget
Formålet med dynamiske varmeregnskaber er som bekendt at forbedre indeklimaet i almene boliger og at opnå en energibesparelse på varmeforbruget.
I rapporten står: ”Det samlede varmeforbrug for begge afdelinger faldt efter indførelse af dynamisk varmeregnskab, men det mindskede forbrug kunne ikke med sikkerhed tilskrives indførelsen af Dynamisk Varmeregnskab.”
Dette uddybes senere i rapporten: ”Efter kompensering for de aktuelle graddage i de forskellige perioder og omregning til normtallet for perioden 1981-2020 kan det opgøres, at faldet i afdelingen i Svendborg var i størrelsesordenen 27 %. Men dér blev Dynamisk Varmeregnskab indført i forbindelse med en renovering af bygningerne. Det er derfor ikke muligt at adskille effekten af renoveringen og effekten af regnskabsformen i Svendborg.”
Med andre ord kan faldet i energiforbruget i Svendborg tilskrives, at boligerne blev energirenoveret ifm. implementeringen af dynamiske varmeregnskaber.
”Faldet i Valby var lille og på niveau med usikkerheden i sådanne målinger. Sammenligner man det graddagskompenserede forbrug i 2017/18 uden indeklimamålere med forbruget i 2018/19 med indeklimamålere uden kobling til varmeregnskabet, var faldet 8 %. Det følgende år, hvor Dynamisk Varmeregnskab blev indført, steg varmeforbruget marginalt, og faldet i forhold til forbruget tilbage i 2017/18 var her begrænset til 7 %,” viser resultaterne for forsøgsprojektet i Valby.
Rapporten viser således, at energiforbruget i Valby steg med 1 pct., da dynamiske varmeregnskaber blev indført. Med til denne konklusion hører, at beboerne i perioden har fået månedsinformation om deres forbrug, mere information om energiforbrug mv. Alle disse faktorer har en positiv effekt på energiforbruget. Alligevel var der en stigning i energiforbruget.
Forsøgsprojektet i Svendborg blev afsluttet i 2020, men rapporten er først offentliggjort i 2022. Derfor er målerbranchen uforstående over for, at man ikke sammenligner energiforbruget under forsøgsperioden med energiforbruget det efterfølgende år – for at tage højde for renoveringen. Denne analyse har målerbranchen foretaget.
Denne analyse viste, at effekten af dynamiske varmeregnskaber som minimum er et øget energiforbrug til opvarmning på 10 pct.
Vi konkluderer, at dynamiske varmeregnskaber fører til et øget energiforbrug.
3) Dynamiske varmeregnskaber har en social slagside
Formålet med dynamiske varmeregnskaber er at fordele varmeregningen retfærdigt.
I forlængelse heraf bør det, som tidligere beskrevet, nævnes, at det mange år har været et lovkrav, at skal boligselskaberne skal korrigere varmeregningen for udsat beliggenhed – f.eks. hvis man bor i en taglejlighed, ved en gavl eller over en kold kælder. Årsagen er, at alle beboerne skal have en fair og retvisende varmeregning.
På den måde sikrer den nuværende lovgivning, at varmeregningen fordeles retfærdigt mellem beboerne.
I rapporten står: ”Beboernes socioøkonomiske forhold havde kun lille betydning for om udgifterne under Dynamisk Varmeregnskab steg eller faldt sammenlignet med regnskaber baseret på varmefordelingsmålere. De vedtagne principper gav dog langt mindre forskelle mellem høj og lav betaling i Dynamisk Varmeregnskab”
Sandheden er, at denne lille forskel i virkeligheden betyder, at hvis beboerne er ligeglade med temperaturen, så bliver det ikke dyrere end ca. 60 kr./kvadratmeter at opvarme boligen. Det er væsentligt under gennemsnitsprisen for opvarmning af boligen med traditionelle varmeregnskaber. Med andre ord bliver den højest opnåelige varmeregning for en lejlighed, som har alle radiatorer stående på max, langt lavere. Omvendt er grundprisen i udgangspunktet højere med dynamiske varmeregnskaber. Det betyder, at varmeregningen bliver dyrere for en lejlighed, som har slukket for varmen – f.eks. hvis beboerne er taget på ferie.
Et andet sted i rapporten skriver forfatterne: ”Projektets resultater viser, at udgifterne stiger med Dynamisk Varmeregnskab i de største boliger og her kan man måske forvente større temperaturforskelle internt i boligen. Det kunne tyde på, at temperaturforskelle internt i boligerne kan være en manglende forklaringsramme.”
I forlængelse heraf skriver forfatterne: ”Dynamisk Varmeregnskab har vist sig ikke at have markant social slagside. I en bebyggelse har det dog været signifikant at kvinder, der bor alene, har betalt mindre med konceptet, og at beboere i store lejligheder har betalt mere end ved varmeregnskaber baseret på varmefordelingsmålere.”
Rapporten finder ikke signifikans for, at der ikke er en social slagside. Derfor kan man ud fra et forskningsmæssigt synspunkt ikke konkludere, at der ikke er en social slagside. Det tillader forfatterne sig dog alligevel at gøre.
Dernæst viser projektet, at de store lejligheder kommer til at betale mere med dynamiske varmeregnskaber. Ifølge rapporten kan det skyldes, at de større lejligheder ikke har samme høje temperatur i alle rum. Det kan f.eks. skyldes, at beboerne ikke varmer deres kontor eller gæsteværelse op på samme niveau som stuen, fordi de ikke opholder sig i disse rum.
Ligeledes viser det sig, at enlige mænd modtager en større regning som konsekvens af indførelsen af dynamiske varmeregnskaber.
Årsagen er, at disse samfundsbevidste og klimaansvarlige borgere i dag påtager sig et ansvar for ikke at bruge for meget varme i rum, som ikke altid anvendes. Med indførelsen af dynamiske varmeregnskaber bliver det således forkert at udvise klimavenlig adfærd, og børnefamilier og enlige mænd bliver derfor straffet for at tænke på miljøet.
Vi konkluderer, at dynamiske varmeregnskaber har en social slagside.
4) Dynamiske varmeregnskaber er ulovlige
I rapporten står: ”Reglerne for energieffektivisering af bygningsmassen herunder målerbaseret afregning af slutbrugernes individuelle energiforbrug er også underlagt EU’s Energieffektivitetsdirektiv (European Union 2018). Direktivet foreskriver blandt andet national årlig afrapportering af energiforbrug og løbende opstramning af energieffektiviteten i medlemslandene.”
Det er direkte forkert. Sandheden er, at der skal være en årlig afregning, men en månedlig forbrugsrapportering. Det sikrer, at beboerne bliver bevidste om deres varmeforbrug og dermed sparer på forbruget.
Desuden står der: ”I direktivet er også skitseret rammerne for fordeling af udgifter til el, varme og vand i etageboliger. Reglerne er i nogen grad implementeret i Målerbekendtgørelsen (Transport- og Boligministeriet 2014). For el og vand er det ligetil – forbruget knytter sig til den pågældende lejlighed. Men for varmen anerkendes, at en bygning har varmetab samtidigt med, at lejlighederne har indbyrdes varmeudveksling. Det betyder at varme tilført én lejlighed, ikke alene kommer denne lejlighed til gode. Reglerne for varmeomkostningsfordeling er videre diskuteret i Kommissionens henstilling om gennemførelse af de nye bestemmelser om måling og fakturering (EU Kommissionen 2019). Her præciseres, at national lovgivning har ret vide rammer i fastsættelsen af reglerne for varmemåling i etageboliger.
Sandheden er, at EED (Direktiv (EU) 2018/2002) klart og tydeligt foreskriver: ”I ejendomme med flere lejligheder og bygninger til flere formål med en central varme- eller central kølekilde eller forsyning fra et fjernvarme- eller fjernkølingssystem skal der installeres individuelle målere, der måler forbruget af opvarmning, køling eller varmt brugsvand for hver bygningsenhed, hvis det er teknisk gennemførligt og omkostningseffektivt i den forstand, at det står i rimeligt forhold til de potentielle energibesparelser.”
”Er det ikke teknisk gennemførligt eller omkostningseffektivt at benytte individuelle målere til at måle varmeforbruget i hver bygningsenhed, anvendes der individuelle varmefordelingsmålere til at måle varmeforbruget i hver radiator, medmindre den pågældende medlemsstat godtgør, at installationen af sådanne varmefordelingsmålere ikke vil være omkostningseffektiv,” står der også i direktivet.
Udgangspunktet er således, at der skal installeres individuelle målere, der måler forbruget af opvarmning. Hvis det vurderes, at det ikke er teknisk gennemførligt eller omkostningseffektivt, kan der anvendes varmefordelingsmålere i stedet. Varmefordelingsmålere der måler forbruget i hver radiator. Dette kan alene fraviges, hvis det godtgøres, at installation af varmefordelingsmålere ikke er omkostningseffektivt – så kan alternative mere omkostningseffektive metoder anvendes. I den danske Målerbekendtgørelse fremgår dette krav af § 7, stk. 1, vedr. nybyggeri og § 7, stk. 2 og 3, vedr. bestående byggeri.
Det betyder, at varmefordelingssystemer – og dermed dynamisk varmeregnskab – altså alene kan undlade at tage afsæt i måling af varmeforbruget i hver radiator, hvis det ikke er omkostningseffektivt at installere varmefordelingsmålere, der gør det. Og i givet fald skal dynamisk varmeregnskab så være mere omkostningseffektivt end installation af varmefordelingsmålere, der måler forbruget i hver radiator.
I rapporten står der også: ”Kommunalbestyrelsen er bemyndiget til at dispensere fra Målerbekendtgørelsen men ikke fra de eksplicitte regler om varmemåling i Almenlejeloven og Lejeloven (Transport- og Boligministeriet 2019a og 2019b).”
Forfatterne nævner ikke, hvornår de må dispensere. Ifølge loven må kommunalbestyrelsen alene dispensere i bevaringsværdige bygninger, eller når det er for dyrt at installere målere. I sådanne tilfælde skal der foretages beregninger, og der er tydelige rammer for, hvordan det skal gøres.
Konklusionen er, at dynamisk varmeregnskab ikke lever op til kravene i hverken EU’s Energieffektivitetsdirektiv, Almenlejeloven eller Målerbekendtgørelsen.
5) Dynamisk varmeregnskab kan kun bruges i byggeri, der ikke har problemer med indeklimaet
I rapporten skriver forskerne: ”Synliggørelsen kan understøtte et bedre indeklima i veldrevne bygninger, hvor de tekniske systemer og indstillinger giver beboerne mulighed for at opretholde et godt indeklima. Men konceptet er ikke egnet i bygninger, hvor det er svært at sikre det anbefalede indeklima. Her risikerer beboerne at stå i en situation, hvor de – på trods af forsøg – ikke kan opretholde et godt indeklima og i forlængelse heraf blive afkrævet ekstrabetaling, fordi indeklimaet ikke er optimalt.”
Med andre ord skriver forfatterne, at konceptet kun kan bruges i nybyggeri med ventilationsanlæg. Målerbranchen udgør mere end 90 pct. af målermarkedet og er ikke bekendt med, at der problemer med indeklimaet i nybyggeri. Konklusionen er, at konceptet ikke egner sig til ældre bygninger, der er energimæssige problemer med, fordi det er umuligt at opretholde et godt indeklima i disse boliger.
På trods af dårlige forsøgsresultater anbefaler forskerne alligevel at fortsætte implementering og forbedring af varmeregnskaber baseret på indeklimamålere som et koncept.
Konklusion: Evalueringsresultaterne har ikke været gode – og kan ikke lægges til grund for en permanentgørelse
I rapporten står desuden: ”Demonstrationsprojekterne finansieret af hhv. Landsbyggefonden og Københavns Kommune, har testet og videreudviklet dynamisk varmeregnskab med henblik på modning til bredere anvendelse, forudsat at evalueringsresultaterne er gode, og at Folketinget efterfølgende indfører en permanent mulighed, for at boligafdelinger selv kan vælge afregningsform.”
På baggrund af evalueringsrapporten finder målerbranchen det kritisabelt og på kanten til det vildledende, at forskerne anbefaler at fortsætte implementeringen.
Nærværende dokument påviser, at evalueringsresultaterne ikke har været gode.
Samtidig bør det understreges, at konceptet er blevet testet af flere omgange i en periode på 10 år, og det er fortsat ikke muligt at konkludere, om det er praktisk, juridisk og administrativt gennemførligt at implementere. Ej heller konkluderer rapporten entydigt, om det fører til et lavere energiforbrug.