Dynamiske varmeregnskaber blev stemt ned med et overvældende flertal ved en beboerafstemning i en almen boligafdeling, hvor beboerne skulle stemme om, hvorvidt de ønskede at fortsætte et forsøgsprojekt med de såkaldte dynamiske varmeregnskaber.
Siden starten af 2019 har en række boligafdelinger deltaget i et forsøgsprojekt med dynamiske varmeregnskaber. Forsøget gennemføres med støtte fra Landsbyggefonden. Under forsøget har beboernes varmeregning taget udgangspunkt i indeklimamålinger frem for deres faktiske varmeforbrug. I hver lejlighed har der været opsat en indeklimamåler fra IC-meter, som hvert femte minut har logget data om lejlighedens temperatur, CO2-niveau og fugtniveau. Det er disse data, som har ligget til grund for lejernes individuelle varmeafregning siden begyndelsen af 2019.
Men denne opgørelsesmetode er beboerne ikke tilfredse med. Onsdag d. 30. september 2020 kunne beboerne i en af boligafdelingerne stemme om, hvorvidt de ønskede at fortsætte med forsøgsordningen, og her var resultatet et klar og rungende ”nej tak” til dynamiske varmeregnskaber.
Mere end 200 beboere fra afdelingens 250 boliger var mødt op for at give deres mening om dynamiske varmeregnskaber til kende, og knap 94% stemte mod muligheden for at fortsætte med varmeafregning baseret på indeklimamålinger.
Dette forsøgsprojekt lukkes nu ned, da beboerne har sagt tydeligt fra over for indeklimabaseret varmeafregning.
Tanken bag de dynamiske varmeregnskaber er, at beboerne skal betale i forhold til hvor godt de har styr på deres indeklima i boligen. Man giver beboerne en økonomisk belønning for at efterleve anbefalingerne for et godt indeklima målt i forhold til CO2, luftfugtighed og temperatur. Dermed betaler den enkelte beboer teknisk set ikke længere for sit varmeforbrug. Der er således ingen gevinst at hente ved at spare på varmen, og ingen omkostning ved at øge sit energiforbrug.
Mens dynamiske varmeregnskaber giver beboerne et incitament til at få et bedre indeklima, fjernes incitamentet til at forsøge at reducere energiforbruget. Resultatet vil med al sandsynlighed blive et øget energiforbrug til skade for miljøet. I sidste ende vil det samlede, øgede energiforbrug endvidere resultere i en højere samlet varmeregning til beboerne uanset deres indeklimaadfærd, idet ejendommens samlede energiforbrug fortsat afregnes ud fra forbrug til varmeleverandøren.
Uigennemskuelig og unfair varmeregning
Hvor beboerne med traditionelle varmeopgørelser har stor indflydelse på deres varmeregning, idet et højt energiforbrug har en direkte konsekvens i form af en højere varmeregning, er fordelingsnøglen bag dynamiske varmeregnskaber mere uigennemskuelig.
Hvad den enkelte beboer skal betale, afhænger her af mange forskellige parametre: hvor meget energi bruger beboerne samlet set i bygningen? Får de luftet nok ud? Falder temperaturen i lejligheden under udluftningen til et for lavt niveau? Har de haft gæster på besøg i lejligheden som har øget CO2-niveauet? Har de tændt stearinlys? Været syge og sengeliggende? Lavet simremad, som har øget luftfugtigheden?
I et midtvejsnotat fra forsøgsprojektet fremgår det, at beboerne har haft svært ved at forstå, hvordan beregningerne bag de dynamiske varmeregnskaber foregår, og at driftspersonalet har oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser fra beboere, som har været forvirrede og frustrerede over deres nye varmeregninger under forsøget. Beboere, som har gjort en aktiv indsats for at forsøge at efterleve anbefalingerne for et godt indeklima, har udvist frustration over, at deres varmeopgørelse, på trods af deres indsats, alligevel i perioder er gået i rød og dermed har udløst en højere opkrævning.
Det er derfor ikke overraskende, at et overvældende flertal i boligafdelingen stemte nej til den fortsatte brug af dynamiske varmeregnskaber.
Ligeledes har de dynamiske varmeregnskaber medført, at varmeudgifterne er blevet omfordelt på en måde, så mange beboere, som tidligere har haft en lav varmeregning på grund af et lavt varmeforbrug, har fået en højere regning, mens beboere, der grundet et højt varmeforbrug har været vant til en høj varmeafregning, nu har fået en lavere regning med dynamiske varmeregnskaber. Det har dermed primært været beboere med et højt energiforbrug, som er blevet belønnet med de indeklimabaserede varmeafregninger, mens energibevidste beboere har fået en højere regning.
Ofte vil det være i forvejen økonomisk sårbare borgere, som rammes af en højere varmeregning ved dynamiske varmeregnskaber. Beboere, som opholder sig i deres lejlighed en stor del af døgnet – det kunne for eksempel være pensionister, arbejdsledige, forældre på barsel, eller folk, der arbejder hjemmefra – udleder for eksempel mere CO2 i hjemmet, hvilket udløser en højere varmeregning med dynamiske varmeregnskaber, uanset hvor lidt eller hvor meget varme beboeren bruger. På samme måde vil folk, som bor flere sammen i samme lejlighed, som for eksempel børnefamilier, have sværere ved at undgå, at CO2-niveau, luftfugtighed og temperaturer ikke overskrider de anbefalede indeklimaværdier.
Om energirenovering og indeklima
Et forbedret indeklima er godt for beboernes helbred, og det kan medvirke til at forebygge fugt og skimmel i bygningen, såfremt dette er et problem. Boligafdelingen, som valgte at stemme nej til at fortsætte forsøgsprojektet, har dog ikke haft problemer med skimmel forud for forsøget.
Mens energirenovering er en effektiv måde at forbedre indeklimaet og samtidig forbedre energieffektiviteten, har indeklima og varmeforbrug dog ikke noget med hinanden at gøre. Derfor giver det ikke mening at sammenkoble de to, som man har gjort det ved dynamiske varmeregnskaber.
Et problem ved at basere varmeregningen på måling af indeklima frem for forbrug er som nævnt, at man herved fjerner incitamentet til at spare på varmen, hvilket vil føre til et højere energiforbrug. Det skader klimaet, giver beboerne en samlet højere regning og undergraver samtidig effekterne ved eventuelle energirenoveringer af bygningen.
I ejendommen, hvor man valgte at stemme nej til en fortsættelse af forsøget, har man eksempelvis været igennem en energirenovering, hvor man har fået lagt nyt tag og installeret mekanisk ventilation. Disse forbedringer burde, ifølge Energistyrelsen, medføre en energibesparelse for beboerne sammenlignet med deres varmeudgift før renoveringen. Men øges beboernes energiforbrug som følge af implementeringen af dynamiske varmeregnskaber, går denne energibesparelse tabt.
En uforsvarlig metode
Et andet problem ved de dynamiske varmeregnskaber er, at de tager udgangspunkt i indeklimamålinger fra én centralt placeret måler pr lejlighed. Der kan være forskelle i resultatet på flere hundrede procent afhængigt af, om man måler indeklimaet i det ene eller det andet rum i en lejlighed. Det er derfor nærmest umuligt at opnå tilstrækkeligt repræsentative målinger til, at det er forsvarligt at afregne beboerne med udgangspunkt i måleresultaterne. Indeklimamålere har generelt også svært ved at måle CO2-niveauet korrekt. I en undersøgelse af indeklimamålere foretaget af DTU, dumpede samtlige af de testede indeklimamålere, fordi de ikke var nøjagtige nok i deres CO2-måling.
Indeklimamålere er heller ikke underlagt samme skrappe krav til sikkerhed, dokumentation og kontrol, som blandt andet varmemålere er, hvilke gør det svært for beboere såvel som boligejere at bevise eventuelle påstande om fejlmåling eller manipulation i tvistsager.
Loven kræver individuel forbrugsmåling og afregning på baggrund af individuelt målt varmeforbrug. Som udgangspunkt er det derfor i dag ikke lovligt at afregne varmen ud fra dynamiske varmeregnskaber – forsøgsprojekterne er dog midlertidigt undtaget med dispensation. Ser man på resultatet af beboerafstemningen, peger alt på, at reglerne bør forblive sådan.